Samrådet for Ophavsret

Samrådet for Ophavsret er et uformelt samarbejde mellem alle organisationer, der repræsenterer ophavspersoner og udøvende kunstnere.
Formålet med samarbejdet er at skabe mulighed for at drøfte ophavsretlige spørgsmål af fælles interesse. I det omfang, der er ønske herom, giver samarbejdet også mulighed for at koordinere synspunkter til brug for høringssvar, udtalelser, ophavsretlige strategier mm. Samarbejdet kan også bruges til at planlægge fælles samarbejder som konferencer.

Forslag til ny ophavsretslov

Kulturministeriet fremsatte i december 2023 et nyt lovforslag, der skal modernisere ophavsretsloven, så loven i højere grad afspejler den teknologiske udvikling.

Lovforslaget indebærer bl.a., at der kommer fokus på at skabe bedre rammer om datamining, samt at der nedsættes en ny ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til eventuelle yderligere tilpasninger af ophavsretsloven set i lyset af kunstig intelligens’ påvirkning. Ekspertgruppen skal bestå af repræsentanter fra rettighedsorganisationer, brancheforeninger og tekniske eksperter.

Lovforslaget indebærer desuden, at der indføres kønsneutrale betegnelser overalt i lovteksten.

Høringsfristen for lovforslaget til en ny ophavsretslov udløb d. 12. januar. Det endelige forslag ventes at træde i kraft 1. juli 2024.

Læs lovforslaget her.